Selvom I som tvillingeforældre ikke behøver have to ting af alting, er der alligevel masser af ting og sager at holde styr på med 2 børn på samme alder i hjemmet. Derfor er det for mange væsentligt at have styr på jeres opbevaringsløsninger. Især hvis I bor småt.

Her får i 3 tips til, hvordan I bedst får organiseret tvillingeværelset, så der er nemt at rydde op og I samtidig har nogle gode opbevaringsløsninger, der fungerer både når børnene er små og senere hen bliver større.

Vælg opbevaringskasser der kan holde til leg

Pris og kvalitet hænger generelt sammen og det er også tilfældet her. En kasse i plast er ganske vist billig i anskaffelse, men holder måske ikke på sigt til at blive klatret på af et par kravlende tvillingeknæ.

Vælg derfor gerne robuste kasser og kurve, der kan holde i mange år. Opbevaringskasser i træ med låg er især et godt valg, fordi de er neutrale i udtrykket og desuden kan males i de farver, I vil, hvis I foretrækker farver i indretningen. Når tvillingerne bliver større, kan kasserne endda males i tavlelak, så børnene selv kan dekorere dem med kridt, igen og igen.

Udnyt pladsen under sengen

Bedrollers er oplagte til jer, der bor småt eller som bare gerne vil udnytte pladsen under sengen til andet end nullermænd. Denne plads er især god til ekstradyner og sengetøj – eller andre ting, som I ikke har i hænderne så tit, men som heller ikke tager skade af, at 2 sæt tvillingehænder i et uopmærksomt øjeblik får fat i dem.

Bedrollers er også gode til legetøj som byggeklodser eller dét legetøj, børnene er vokset fra, men som stadig skal gemmes.

Pas på med opbevaring i højden

Ting der ikke kan nås for et par barnearme er for mange tvillinger – og børn generelt – blot en udfordring. Ikke en forhindring. Derfor bør I være påpasselige, når I opbevarer ting i højden. Særligt de tunge af slagsen. Børnene risikerer nemlig både at falde ned, hvis de klatrer og at få bøger eller kasser i hovedet, fordi motorikken ikke er så god endnu.

Har I høje reoler eller kommoder på børneværelset, bør I desuden fastgøre dem til væggen. Dermed risikerer møblet ikke at falde ned over barnet, hvis det beslutter sig for en klatretur. Noget, der kan blive hel fatalt. Møbler fra IKEA har som regel et fastgøringsbeslag med i æsken – og er I kommet til at smide det ud, kan I hente nye i varehusets reservedelsafdeling.

Vær med i konkurrencen om at vinde et rejsegavekort på 20.000 kr med Telenor.
Deltag her!