Når du venter tvillinger, er en af de mange opgaver at få skabt et tvillingeværelse.

Det kan godt være de små ikke har brug for værelset den første tid – men inden I ser jer om, er der behov for de ekstra kvadratmeter eller et separat soverum. Livet med tvillinger kan i øvrigt til tider være hektisk, og tiden og overskuddet til indretning af tvillingeværelset er der måske ikke, når først børnene er vel ankommet til verden.

Indretning af værelset til tvillingerne er derfor noget, I med fordel kan få styr på, inden børnene bliver født. Særligt fordi de fleste tvillinger kommer lidt tidligere til verden end den oprindelige termin har stillet i udsigt.

Skab et allergivenligt tvillingeværelse

Spædbørn – og børn generelt – er altid særligt udsatte, når det kommer til skadelige stoffer og de såkaldte allergener. Du kan derfor med fordel forebygge allergi og eventuel irritation af børnenes hud og slimhinder ved at indrette tvillingeværelset allergivenligt.

Det gør du først og fremmest ved at vælge allergivenlig maling, som ikke afgiver skadelige kemikalier og partikler til luften – og heller ikke udgør et problem i forbindelse med hudkontakt med hverken den våde eller tørre maling.

Dernæst kan du vælge gulve, der er nemme at rengøre i form af for eksempel laminat. Gulvtæpper tiltrækker generelt støv og snavs og holder på begge dele på trods af grundig støvsugning. Gylp og andet er desuden også nemmere at fjerne fra glatte gulve.

Sørg desuden for at vælge babyudstyr, der kan vaskes i vaskemaskinen og køber du brugt, så sørg for at vaske det hele ved 60 grader, så alle bakterier er slås ihjel.

Vælg et roligt design

Børn elsker farver, men det kan være en fordel at indrette jeres tvillingeværelse i neutrale farver.

Det gør indtrykket mere roligt for øjet og særligt for tidligt fødte kan føle det som et sansebombardement med farver, figurer og former over det hele. Skab i stedet et roligt udgangspunkt som passer fint til spædbørn med brug for ro. Her er sarte pastelfarver eller klassisk hvid oplagte farvevalg.

Så kan I altid gøre værelset sjovere og mere farverigt, når børnene bliver større og sætter pris på dét.

2 af alting?

Selvom der er to børn, har du ikke brug for to eksemplarer af det hele, når du indretter et tvillingeværelse. Du kan for eksempel sagtens nøjes med et enkelt puslebord og puslepude, da du alligevel ikke kan skifte ble på to børn samtidig. Du har også kun brug for én ammepude og én kravlegård.

Mange tvillinger sover også bedst sammen i en fælles seng det første stykke tid. De er vant til hinandens selskab fra tiden i din mave og bliver ofte utrygge og urolige, når de ikke fornemmer hinanden.

I hvert fald til en start. Senere får du brug for to senge, men i begyndelsen er det næppe nødvendigt.

Du behøver heller ikke købe dobbelt af legetøj eller lignende, så længe børnene er små. Når de bliver større kan du dog forebygge mange konflikter og skabe mere ro i hjemmet ved at begge tvillinger har mulighed for at lege med den samme ting.